Lizetta Nissen, en af årets ihærdige nybegyndere har skrevet et lille referat af det velbesøgte klubarrangement mandag den 13/3:
Vejen Løbemotion har haft besøg af fysioterapeut Thomas Hansen, der fortalte om sammenhængen mellem løbeskader og løbeteknik.
Thomas arbejder ud fra en biomekanisk tilgang, hvilket vil sige, at man skal bevæge sig rigtigt for at undgå skader.
Skader kommer oftest af: Træning (for meget eller for hårdt), biomekanik (måden vi bevæger os på), neuromuskulært (samarbejdet mellem hjerne og muskler), eller muskelstyrke.
På atletikstadion fik vi mange fif til, hvordan vi kan rette på ovenstående, så vi får en bedre løbestil. Vi begav os ud i forskellige spjæt og forskellige øvelser, der styrker bl. a. lænd, ryg, hofter og knæ. Dette gav anledning til mange gode grin. Så de, der siger, de aldrig har set en motionsløber smile; vi kan godt.
DEN PERFEKTE LØBESTIL FINDES IKKE!
Dog er det en god idé, at kroppen er i symmetri, og der er en lige linie fra øre, over skulder til hofte.
Efter den aktive del røg Jes på briksen. Det viste sig, at Jes´ ben kan andet end bare løbe. De blev brugt som levende rekvisit til at vise os, hvor skaderne oftest kommer. Den såkaldte ”hælspore”, som reelt er en øm hæl, skinnebensbetændelse, betændelse i achillesene og løberknæ.
Det vigtigste: LYT TIL DIN KROP OG START LANGSOMT OP EFTER SKADE